Aarhus Festuge sprint, 2. september 2021

Aarhus Festuge sprint 2021 – sprintorientering i byen for alle

Aarhus 1900 Orientering indbyder hermed til sprintorientering under Aarhus Festuge. Til arrangementet indbydes både rutinerede orienteringsløbere samt motionister, der prøver orientering i byen for første gang.

Orientering i byen – kaldet sprint – adskiller sig primært fra almindeligt orienteringsløb i skov ved at foregå i by eller park. Ruterne er relativt korte (mellem 2 og 4 km) og indeholder mange poster, der kan være gemt lidt af vejen. Ruterne er tilrettelagt, så der er udfordringer for alle aldre og ambitioner. Der vil være ruter for motionister og hurtigløbere, for unge og ældre og ruterne kan gennemføres i løb eller gang alt efter humør og ambition. Alle ruter foregår dog i områder med trafik, så mindre børn skal deltage i følgeskab med voksne. Kort sagt, der vil være både morskab, konkurrence og motion for alle.

Det er 7. gang løbet afholdes i forbindelse med festugen og hver gang har stævnepladsen (startstedet) ligget et nyt sted i Midtbyen. I 2019 foregik løbet i Langenæsparken, og i år vil løbet foregå i øgadekvarteret.

Fesuge sprinten har stævneplads og start på græsplænen ved Grønnegade 105, 8000 Aarhus C. Der er fri start mellem kl. 17:00 og 18:00 torsdag d. 2. september 2021.

Prisen for at deltage er 80 kr for voksne og 50 kr for børn/unge under 21 år.

Tilmelding sker for medlemmer af orienteringsklubber på O-service og for andre vil der komme en tilmeldingsformular på denne side.