Aarhus Festuge sprint 2026 – by-orientering (Sprintorientering) for alle

Aarhus 1900 Orientering indbyder hermed til by-orientering (Sprintorientering) under Aarhus Festuge. Til arrangementet indbydes både rutinerede orienteringsløbere samt motionister, der vil prøve orientering i byen for første gang.

Orientering i byen – kaldet sprint – adskiller sig primært fra almindeligt orienteringsløb i skov ved at foregå i by eller park. Ruterne er relativt korte (mellem 2 og 4 km) og indeholder mange poster, der kan være gemt lidt af vejen. Ruterne er tilrettelagt, så der er udfordringer for alle aldre og ambitioner. Der vil være ruter for motionister og hurtigløbere, for unge og ældre og ruterne kan gennemføres i løb eller gang alt efter humør og ambition. Alle ruter foregår dog i områder med trafik, så mindre børn skal deltage i følgeskab med voksne. Kort sagt, der vil være både morskab, konkurrence og motion for alle.

Det er 12. gang løbet afholdes i forbindelse med festugen og hver gang har stævnepladsen (startstedet) ligget et nyt sted i Midtbyen. I år vil løbet foregå i Ceresbyen med stævneplads ved Folkestedet, Carl Blochs gade 28, 8000 Aarhus C.

Offentlige p-pladser i området kan benyttes mod normal betaling.

Der er fri start mellem kl. 17:00 og 18:00 torsdag d. 3. september 2026.

Prisen for at deltage er 80 kr for voksne og 50 kr for børn/unge under 21 år. Dertil kommer eventuel brikleje på 15 kr.

Medlemmer af orienteringsklubber skal tilmelde sig på O-service . Andre, der ønsker at prøve at løbe et by-orienteringsløb, kan møde op på dagen mellem 16:30 og 18:00 og få vejledning, inden de kommer ud at løbe.