Hvad er orienteringsløb?
At finde vej til bestemte steder ved hjælp af et kort.
Kan alle være med?
Ja, der er baner i forskellige længder og sværhedsgrader. Man kan altid finde en bane, som matcher ens niveau. I konkurrencer løber man mod den aldersgruppe man selv er i. Aldersspredningen er fra 10 år og op til 90 år og inddelt i drenge/herre baner og pige/dame baner.
Skal man løbe?
Er man nybegynder er det en fordel at “tage den med ro” og lære at læse kortet og finde vej. Gradvist kan man sætte mere tempo på.
Hvordan gør man?
Inden et løb er korttegnere ude og tegne et detaljeret kort. Kortet har forskellige farver, som man som nybegynder efterhånden kommer til at kende.
Efter at kortet er færdigt, laver banelæggerne forskellige baner i forskellige længder og sværhedsgrader.
Banelæggerne sætter postene ud, og på kortet er de markeret som en starttrekant, cirkler med numre, og en dobbeltcirkel som mål. Posterne skal tages i den rigtige rækkefølge startende med post 1, 2 osv.
Din bane er tegnet ind på det kort du får, når starten går, og nu kan du se, at du skal finde f.eks. 10 poster inden du er i mål. Nu gælder det om at finde posterne.
Hvad er en post?
Det er en orange og hvid nylonskærm, som sidder på en stang, med et kontrolnummer på. Stangen er sat fast i jorden. På stangen er der en elektronisk enhed, som registrerer, når du kommer forbi og “stempler” dvs. sætter din brik ned i enheden.
Hvad er en brik?
En brik er en elektronisk enhed, som du lejer, når du er med til et løb. Du får den, når du køber en bane. Brikken har du med dig rundt på hele banen – typisk fastholdt på en finger med et elastikbånd. Når du finder den rigtige post sætter du din brik ned i den elektroniske enhed, der er på posten. Din brik gemmer data, og når du kommer i mål, aflæses brikken og du får en strimmel hvor du kan se hvor lang tid du har brugt mellem hver post og hvilke numre dine poster havde.
Er der et konkurrencemoment?
Ja, du skal finde posterne så hurtigt som muligt. På aflæsningsstrimlen du får, når din chip er aflæst, kan du se hvor lang tid, du har brugt mellem de forskellige poster – og, hvis du er kommet til at tage et forkert postnummer – så bliver du diskvalificeret. Herefter kan du sammenligne, hvordan dine konkurrenter er placeret i forhold til dig. Du kan måske snakke med dem om hvilken vej de løb, fx løb de ude på stierne eller løb han igennem terrænet eller op over bakken eller udenom bakken?
Hvor er der løb?
Stort set hver weekend er der konkurrenceløb et sted i Danmark hele året rundt. Der løbes også i divisioner, som man kender det fra andre sportsgrene. Desuden er der løb i udlandet, hvor terrænet kan være meget anderledes end i Danmark.
Vil du vide mere?
Her er link til mere information. Dansk Orienterings-Forbund har en masse information. https://do-f.dk/proev-orientering/hvad-er-orientering .
Den bedste måde at lære orienteringsløb er at deltage i vores klubtræning.